Lagoni familien
.... den jyske gren selvfølgelig

 

 

Karl og Ingas verden

- Min far sagde til mig: "En ting skal du huske: Der er aldrig født en stædig hest". Det kan man såmænd også overføre til børn. Der er aldrig født et uærligt barn.

Karl Lagoni

For nylig døde Karl Lagoni. Med ham døde også et stykke Jellinghistorie, som blev beskrevet af journalistelev Karen Seneca for nogle år siden, mens Karl og Inga Lagoni endnu boede på deres ejendom på Hvesager. Hendes artikel følger her:

Byen Jelling lægger både navn og jord til Danmarks mest berømte sten, Jellingstenene. Kører man forbi stenene gennem byen og drejer til venstre et par gange, står man pludselig med en udsigt, fuld af kontraster. Til den ene side: Moderne røde toplans huse med nysået græs og undseelig beplantning. Til den anden side: Marker og en lille grusvej, som fører ned til et hvidkalket stuehus med gul- og rødmalede vinduesrammer og en staldbygning.

Her bor Karl og Inga Lagoni. Det har de gjort siden 1954. Året, de giftede sig.

Karl og Inga sidder ved det gamle egetræsbord i spisestuen. Karls hud er farvet af solen, og håret er mørkt gråt. Han kigger over på Inga, som er trind og mild med øjne så blå som blomsten forglemmigej.

- Vi arbejdede sammen i kartoffellageret, siger Inga og rykker lidt tættere på sin mand.

- Nej, vi traf hinanden ved en sommerfest, så begyndte jeg at følge dig hjem, og så gik det derudaf. Men jeg havde set dig før, en dag du kom spadserende nede i Brande.

- Ja, sådan var det, husker Inga.

Karl går ind i den lille stue, som ligger ved siden af spisestuen. Han kommer tilbage med et indrammet bryllupsfoto. Gommen har mørkt, bølget hår og et stolt udtryk i øjnene - ved siden af står bruden smilende med slør, en buket, fin kjole og en glæde, der lyser ud af det fine ansigt.

- Se på hende, det var da fristende, ikke? Nå, men vi tjente i samme by, så blev jeg bestyrer i Fredericia, og Inga rejste til Haderslev for at være pige i huset. Og så syntes du, at vi skulle ringforloves. Og du har bestemt lige siden.

Karls øjne spiller muntert med Ingas himmelblå blik. Inga lægger armene over kors og vender sig på stolen.

 

 

 

- Der er ingen af os, som bestemmer. Vi snakker om tingene, siger hun, og Karl stemmer i.

- Det, der skal gøres, skal gøres, ellers går det ud over børnene og os selv.

- Karl plejer at sige, at det ikke kan betale sig for os at skændes, for der er ikke plads til, at man kan gå ind i et værelse og smække med døren. Nej, plads er der ikke meget af. Spisestuen kan lige rumme spisebordsstole og bord, en reol, en lænestol og en brændeovn. Den tilstødende stue er udnyttet på bedste vis med kommoden fra Karls forældres hjem, en sovesofa, lænestole, et tv og et skrivebord. Væggene er prydet med familiefotos, nye som gamle.

- Alligevel har der altid været plads nok, fortæller Inga.

- Sidste juleaften var vi ni.

 

"Vi kunne have fået lagt vand ind, men vi har jo brønden"

- Vil du se, hvordan jeg laver kaffe? spørger Inga ude fra køkkenet. Hun står ved sit komfur, som varmes op ved hjælp af brænde. En knitrende ild sørger hurtigt for, at vandet kommer i kog, så det kan hældes gennem tragten på en Madam Blå kande.

- Da børnene boede hjemme bagte jeg tit, så passede det lige med, at der var varme til at bage brød i ovnen, mens jeg lavede mad på komfuret. Inga lægger ringe af jern over ilden for at kvæle den. En bakke på komfu­ret er fyldt med vand. Så er der altid noget varmt vand til at vaske sig i, for der er ingen vandhane over den moderne stålvask.

- Vi kunne have fået lagt vand ind, det kunne vi da, siger Inga ved kaffebordet.

- Men vi har jo brønden. Og det med at vaske tøj i vaskemaskine, det bliver det så gråt af. Vi har prøvet møntvask i Vejle, men der er nu sådan en glæde ved at hænge tøj til tørre udenfor. Det bliver så hvidt og dejligt.

- Vi har det skam nemt nok, samtykker Karl.

Udenfor, ved siden af den brolagte gårdsplads, står pumpen. Et par puf med håndtaget sender kø1igt kildevand ned i kanden.

Lokummet står i brændeskuret.

"Det er en menneskeret at få ordentlige fødevarer"

Karl og Inga inspicerer påskeliljerne i haven. Kun to fra det bølgende grønne hav er sprunget ud. Blæsten river i dynerne, som hænger på tørresnoren.

- Vi lever egentlig efter naturen her. Det naturlige kredsløb. Og Inga har den største økologiske urtehave, der findes. - Her er det hele, siger Karl og bliver afbrudt af sin kone.

- Ikke jordbær, dem spiser solsortene.

- Det er en menneskeret at få ordentlige fødevarer, mener Karl.

- Jeg forstår godt, at unge mennesker køber pasta og ris, for kartoflerne i butikkerne smager ikke rigtigt. Men jeg vil sige, at selvom kødet får en dårligere behandling nu end før, så afhænger det hele af kokken. Selv papkyllinger kan Inga få til at smage fantastisk.

- Det er lige før á rødmer, griner Inga.

- Og salmonella, lyder det fra Karl.

- Jamen, det er god gammel viden, at man ikke skal spise rødt kød, og grøntsager og kød skal holdes hver for sig. Når man går i nær kontakt med jorden, ved man, at kartofler med jord på kan give en vældig forgiftning, og at man kan få diarre af kød, hvis det ikke er tilberedt ordentligt.

- Hygiejnen var tip top hos min mor, fortæller Inga, som er opvokset på en stor gård i Brande. Her trådte Karl også sine barnesko på en gård.

"Børns interesser går jo egentlig forud for ens egne"

Begge er fra gårde, der er større end deres fælles hjem. Karl og Ingas husmandssted tæller 14 tønder land, høns og indtil for få år siden 5 til 10 køer og en so, der fik 24 grise om året.

- Inderst inde er man aldrig helt tilfreds med, at det ikke blev større. Men så blev vi også lidt trodsige, vi ville gøre det godt, fortæller Karl, som for at supplere indtægten har kørt mælkevogn og post.

- Vi har været glade for det alligevel. Også for børnenes skyld, svarer Inga ham.

Karl og Inga havde i sin tid kig på noget større, men børnene var ulykkelige over udsigten til at flytte.

- Børns interesser går jo egentlig forud for ens egne. Hvorfor skulle børn ikke have rettigheder, spørger Karl. Deres børn er opdraget efter devisen: Støtte, ikke presse. De har alle valgt uddannelser og arbejde, som beskæftiger sig med omsorg for andre mennesker, lige fra sygeplejerske til fængselsbetjent. Uddannelserne er forskellige, men et har de tilfælles: Et højskoleophold på en idrætshøjskole. En gave fra forældrene.

 

"Næst efter kronjuvelerne var den røde danske malkeko vores største natio-nalklenodie"

Inga og Karl Lagonis husmandssted

 ved Hvesager.

Selv med et mindre landbrug er der altid   arbejde at tage fat på. Da Karl og Inga købte stedet i 1954, fulgte en flok røde danske malkekøer med. Dem har de sværget til lige si den.

- Den røde malkeko var meget udbredt for 60 år siden, men nu er der næsten ingen tilbage i Danmark.

Næst efter kronjuvelerne var den røde malkeko vores største national­klenodie. Det er ikke racen, som ikke er stærk nok, men de mennesker, som arbejder med den. Vi havde ikke mange køer, men dem vi havde, gjorde vi meget ud af. De må ikke blive indavlede og skal have den rette form. Når du ser en ko bagfra, skal den have x-form, ellers duer det ikke.

- Nu snakker á dommer, ler Inga. -

- Dyr er som regel som ejerne, understreger Karl.

- Min far sagde til mig: "En ting skal du huske: Der er aldrig født en stædig hest". Det kan man såmænd også overføre til børn. Der er aldrig født et uærligt barn.

Fotoalbummet med de røde malkekøer kommer frem på bordet. Store, kraftige kvæg med en farve som smeltet chokolade og kloge brune øjne.


 

     

      Karl Lagoni med en rød dansk malkeko.

 


 

- De gav 7000 liter mælk om året hver, fortæller Karl.


 

 

Karl og Inga er gennem årene blevet opsøgt af landmænd fra forskellige lande, som ønskede at købe en ko til avl for at få højnet deres egen bestand.

- Russere, polakker, tjekkere, brasilianere. Jeg kan huske en vinter, da vi havde besøg af en brasilianer, som ville købe et avlsdyr. Han sad i hjør-


 

net og frøs - det var jo koldt. Vi ville ikke af med den ko. han havde kig på, så til sidst sagde vi, at vi ikke måtte sælge koen for vores børn. Så grinede han og sagde: Sådan siger vi også, når vi ikke vil af med et dyr.

"Karl rejste jo til alle landene i sine bøger"

- Vi har aldrig rejst. Karl rejste jo til alle landene i sine bøger, fortæller Inga.

- Det er så nemt at rejse, man slår bare op i et blad. Karl finder det nyeste nummer af Samvirke frem og slår op på siderne, hvor bladet reklamerer for en 17 dages ferie til USA. På sit atlas over de amerikanske stater følger han rejseruten og beskriver områder og naturfænomener som om, han selv har været der.

- Bøger fortæller meget. Jeg har læst og læst om natten. Og så følger vi også med på landkortet, når vores børn rejser ud. Vi har også været på nogle dejlige ture mellem fodertiderne.

 

 

 

"Skoven er lige som at have penge i banken"

    Brænde til komfuret

 

For enden af marken ligger et lille stykke skov. Det er Karl og Ingas skov - og børnebørnenes legeplads. Herfra kommer de fintkløvede brændestykker, som Inga bruger i sit komfur.

- Skoven er lige som at have penge i en bank. Hvis man mangler noget, kan man altid sælge noget brænde.

Tilbage i haven kommer vi forbi et kisteformet hul i jorden. Det er til at opbevare læggekartofler, rødbeder og pastinakker i. Rodfrugterne kan holde vinteren over, når de er godt isoleret med halm og jord.

"I en traktor kan man hverken høre lærken eller lugte jorden"

Inga serverer panerede koteletter med champignonsovs, bønner og kartofler.

10

Middagsmad til middagstid.

Karl filosoferer.

- Jeg spekulerer over, hvad er det at være rationel? Hvad er det at være effektiv? En traktor er så effektiv, siger man, og da jeg var ung, kunne jeg heller ikke få nok af maskiner. Men en traktor ruster og bruger brændstof, og når den ikke kan mere, skal den skrottes. En god arbejdshest foran en plov kan holde i mange år, så får den et føl, og når den gamle hest ikke kan længere, er føllet vokset op til at kunne overtage. Og den gamle kan man så sende til Frankrig, der er de så glade for hestekød.

-I en traktor kan man hverken høre lærken eller lugte jorden, understreger Inga og rækker fadet til Karl.

Selvom Inga har levet med naturen og af naturen i hele sit liv, kan det være svært at acceptere naturens hakkeorden.

- For ikke så længe siden lød der et forfærdeligt spektakel fra hønsegården. Så gik jeg derom og så en stor fugl flyve væk. Det var en rovfugl, som var kommet ind og havde bidt én af hønsene. Jeg kunne jo se, at det blødte fra dens bryst, men ville ikke skabe for meget uro blandt hønsene. Så jeg gennede dem ind og hentede Karl. Vi blev enige om, at jeg skulle hugge hovedet af den, for den kunne ikke klare sig. Og tænk, da jeg skulle til at plukke den, opdagede jeg, at rovfuglen havde ædt af brystet, mens hønen var i live. Jeg blev helt skidt tilpas, og så kom jeg til at tænke på, at man vil frede de fugle. Jamen, de er jo barbariske.

Inga ser alvorlig ud og sætter albuerne i bordet.

- Før har vi stået og beundret rovfugle gennem en kikkert. Men efter det sagde jeg til Karl, at det gør vi ikke mere. Nu kan jeg ikke lide den fugl.

- Det er ligesom med de ulve, der blev opdaget i Sverige for nogen år tilbage. Dem ville man have fredet. Men folk, der boede i nærheden, de var bange. Ville du lade din søn lege ude i et område med ulve? spørger Karl.

- Dem, der vil frede rovdyr, de sidder nok ved skriveborde langt væk, samtykker Inga.

Det er tid til at forlade husmandsstedet. Karl og Inga bliver dog - "så længe vi kan".

Inga og Karl Lagoni flyttede fra husmandsstedet i år 2002 til en moderne lejlighed i "Hvesagergård" efter 48 år på ejendommen. Karl døde den 14. februar 2004 - 82 år gammel - i sit hjem. Husmandsstedet med pumpen ligger der stadig, men står tomt og vil snart blive nedrevet af hensyn til en ny boligudstykning.

 

 


 

VelkommenLagoni familienBagmandenBillederLinksKontakt
All Rights Reserved Lagoni.dk